Lad det var sagt med det samme - jeg er til tider overoptimistisk, grænsende til det naive, hvad angår samarbejde og partnerskaber. Jeg ser som regel en masse muligheder i at samles om et fælles mål, men undervurderer folks opportunisme. Sikkert fordi jeg ikke selv kan forstå bevæggrundende for at gå efter egen kortsigtet vinding på bekostning af langsigtede fælles gevinster.

Hvad skal det give: 2 + 2 = ?

Lærerne vs. kommunerne

Når jeg ser på samarbejde mellem organisationer - eller endda inden for organisationer - ser jeg alt for ofte, at man ikke stiler efter fælles mål, der ellers burde være til at identificere. Tag f.eks. den meget aktuelle konflikt mellem lærerene og kommunerne. Lad os for nemheds skyld antage, at de har et fælles mål om at ville elevernes bedste, at dette gøres bedst ved at skabe de bedste rammer for undervisningen, men at de også har en fælles udfordring i de (evigt) begrænsede ressourcer. Set i det lys virker det i mine øjne fuldstændig tåbeligt at lukke skolerne ned i 4 uger og tage eleverne som gidsler, mens man venter på at en udefrakommende aktør dikterer løsningen. Jeg kan ikke se vindere i dette spil! Selv hvis der skulle være en reel vinder, vil jeg mener at der i hvert fald er mindst 2 andre parter der taber.

Win3

Jeg går altid efter selv efter "win/win/win" og det såkaldte nulsumsspil tiltaler mig ikke. Hvorfor insistere på, at der i en handel, i et samarbejde, i hvilken som helst relation, skal være mindst én taber? En handel skal helst give værdi for både sælger, køber og udenforstående, hvilket vil sige at varens værdi for køber er højere end den er for sælgeren, samtidig med at det er for vores alle bedste. F.eks. kan både sælgeren og køberen af ulovligt importeret gødning se en handel som (kortvarigt) win/win, men miljøet taber. Vores fælles ultimative mål må være, at aflevere verden i en bedre stand, end vi i sin tid har lånt den af vores efterfølgere. 

Hvis du møder en modpart, der ikke kan ledes frem til at tænke win/win, skal du naturligvis ikke lade sit eget gode hjerte løbe af med dig, men kan enten modvilligt indlade sig på nulssumsspillet eller finde en anden vej til målet. 

Forbillede

Det mest bedrøvelige ved den aktuelle konflikt i folkeskolen, er det "forbillede" den giver folkeskoleleverne. De fleste skal nok indhente de 4 ugers manglende undervisning, men tænk engang på den påvirkning, det har haft på børnenes syn på samarbejde. Hvordan kan vi nu overbevise dem om, at de skal enes og tale sammen om deres konflikter? Det sted, der burde varetage deres udvikling har lige været lukket ned i 4 uger fordi de ikke kunne tale sammen og finde fælles mål! Tænk sig om den energi og de midler, der er brugt på konflikten, havde været kastet ind i at forbedre vilkårerne i stedet. Vinderne ville sikkert være nemmere at finde...

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om den ene eller anden part i konflikten bærer ansvaret. Den øvrige befolkning er også splittet på det punkt. Men jeg vil sende jer begge en opfordring: Få genetableret tilliden hos børnene og hold så jeres interne konflikt for jer selv! Jeres opførsel ville for hvilken som helst elev i min skoletid have resulteret i en sanktioner af ikke ubetydende grad!

Kære lærere og kommuner: Hvis I nu skulle give jer selvstandpunktskarakterer for rollen som forbilleder og varetagere for elevernes tarv, ville i så have bestået? Som selvbestaltet censor i denne blog, ville jeg lige nu give jer "00". Jeres handlinger de næste uger bestemmer om i kan hive den endelige karakter op til en "02" eller den lander på "-3". Som jeg indledte denne post med at indrømme - jeg er ukuelig optimist og tror på, at jeres tid i "skammekrogen" har fået jer til at fokuserer på jeres fælles mål: Elevernes bedste.